(indlægget her startede jeg i torsdags, men har ikke gjort det færdig før nu... Julie foreslår at man som læser lige henter nogle forfriskninger inden man begynder at læse, for jeg havde virkelig noget skrivekløe jeg skulle have kureret, så det blev lidt langt)
Jeg føler efterhånden at det er på tide med et indspark fra den mandlige pen. Det får I her. Jeg har selvfølgelig allerede løftet sløret for en del af indholdet i dette her indlæg, men jeg skal gøre mit aller bedste for at bevare spændingen lidt endnu.
Det hele startede med at det var mandag. Det er det som bekendt hver uge, og når det er mandag står jeg op og går på arbejde. Det gør jeg også de følgende fire dage, ind til det bliver lørdag, hvor jeg bliver hjemme, lige som jeg gør om søndagen. Selvom vi ind imellem ret tit går ud i weekenden.
Det er sådan cirka så langt som man kan strække beskrivelsen af rutinerne i vores respektive hverdage. Som Julie også har fortalt i sine indlæg tager hun nærmest et nyt sted hen hver dag, for frivillligt at hjælpe med at lave mad til eller udlevere mad, til nogen, som ikke er lige så priviligerede som vi selv er. Her er et billede af Forfatterinden og medskyldige efter et vellykket arrangement med Foodbank New York.
Ud over ugens faste forløb er der virkelig heller ikke ret mange faste holdepunkter i min hverdag hos Anomaly. Det passer mig aldeles storartet! Jeg får prøver afsindigt mange ting af, og jeg har med helt forskellige forbrugergrupper og produktkategorier; nærmest en ny hver uge.
Faktisk virker det som en arbejdsopgave i sig selv at huske hvad alle kodenavnene, så som Mystique og Green Hornet, overhovedet dækker over (jeg ved den ene, har ingen anelse om den anden). Der bliver puttet så meget viden ind i mit hovede, og det er mega spændende alt sammen. Det er endda ikke direkte praktisk anvendeligt alt sammen: en af opgaverne lige nu er en essay af en slags, hvor der er meningen, at vi skal filosofere over, hvad internettet gør ved distributionsmodeller og måder at gøre forretning på nu til dags. Det er ikke engang til en bestemt kunde; det kunne bare være godt lige at have i baghånden.
Udover dagenes vante gang er et andet fast holdepunkt kontorets torsdagsbar, Thirsty Thirsdays. Jeg får sjældent drukket ret meget, for jeg koncentrerer mig virkelig meget om at høre efter. For eksempel som i dag, hvor kontorets 'Head of Digital Production', svenskeren Frederik Heghammer, lige gav et kort indblik i et projekt han har været boss på for to af vores kunder på én gang: Google gad godt lige vise hvad deres nye virtual reality opfindelse kan, så til formålet har Fred sammen med afdelingen lavet en virtuel oplevelse hvor man helt bogstaveligt kan se, hvor det er at være i en rockstjernes Converse Sko. Tilfældigvis er Converse også kunde i vores reklamebiks.
I morgen fredag, som nu er blevet til i går, fredag, fik jeg og Adam fra min afdeling lov til at prøve den nye virtual reality fra Google. Eftersom computerskærme ikke egner sig ret godt til at gengive den slags oplevelser, som jeg havde inde i Googles papkasse, får I her et billede:
iPhone (eller Android telefon) lægges således at skærmen peger ind imod øjnene og kassen lukkes. Kunstig virkelighed!
Torsdagsbaren, som jeg mødte Fred i, har et nyt tema hver uge. I denne uge fejrede vi det kinesiske nytår og indgangen til Gedens År. Sidste uge var temaet 'Valentines Day', og det bringer mig til næste punkt på den narrative dagsorden. For i lørdags var det Valentines Day.
På Valentine's Day havde jeg planlagt begivenhedernes gang. Vi holdt en sløv lørdag morgen, hvor vi spiste morgenmad og krydrede røv ind til klokken 12, hvor vi begav os ind mod Manhattan. Derinde var første stop metrostationen ved Rockefeller Center. Det vidste Julie imidlertid ikke noget om, og derfor gik en god del af fredag eftermiddag og lørdag eftermiddag med, at Julie spurgte mig: "Vil du ikke godt snart sige, hvad det er vi skal i morgen?", hvortil jeg hver gang kunne sige, med en vis sikkerhed i stemmen, "nej, men det er noget du bliver glad for".
Da vi kom op fra subway'en gik vi nærmest direkte ind i en lille kagebiks. Eftersom vi havde lidt tid til overs, og det alligevel næsten var en time siden, at jeg havde fået morgen, synes jeg det var mere end passende at konsumere end uforsvarlig mængde kage netop da. Julie var også kaffetørstig, og således blev første stop på turen (Rockefeller Center) til andet stop. Her er et par billeder af kage og kaffe, kurateret af den yndige medforfatter:
Sådan et kagestop tjener i øvrigt, ved nærmere eftertanke, også i et andet formål. Denne her by har været idiotisk kold, siden vi ankom herovre, så man kommer sådan helt ubevidst til at lave en masse små stop på sine gåture rundt i byen, og man kommer til at finde på alle mulige mere eller mindre plausible undskyldninger for at lave de stop. Kage og kaffe hører helt klar til i den banale ende af skalaen, men på de virkelig kolde dage kan det godt blive temmelig odiøst. Sådan...
"Skal vi ikke lige gå herind?"
"Mikkel, det er en slagter"
"Jamen, jeg tænkte vi lige kunne se efter grisetæer?"
"Vi spiser da aldrig grisetæer?
"Nå nej, men alligevel..."
Således fyldt op af kage, kaffe og gode undskyldninger for at få varmen gik vi de sidste 32 meter over til indgangen til the Rockefeller Center, eller "The Rock" som den også kaldes. The Rock har i mange år været en slags centrum for underholdningsindustrien i New York, og er midtpunktet i den bydel, der kaldes Radio City. TV Stationen NBC (National Broadcasting Corporation) har nogle af sine mange studier i The Rock. Det er blandt andet her TV shows som The Tonight Show med Jimmy Fallon og Saturday Night Live bliver optaget.
Vores formål med dagens besøg var imidlertid ikke flere observationer af TV optagelser, så vi satte kursen mod indgangen til "Top of the Rock Experience Center". Efter en halv dagsvandring gennem en lobby på størrelse med en mellemstor fodboldbane gjort i marmor og med lige så mange elevatorer, som der findes i hele Indre By i København, kunne vi begynde turen op ad trapperne, der ledte til elevatoren, der på omtrent 1,5 minut propellerede os 55 etager tættere på skyerne. Det er så hurtigt og så højt, at man er nødt til at trykudligne i ørerne..!
Det var deroppe, på udsigtsplatformen på femoghalvtredssindstyvende etage, at det virkelig gjaldt for undertegnede ungersvend. Efter en rundtur på alle fire forskellige udsigtssteder på 55. etage, hvor jeg ærlig talt ikke kunne koncentrere mig ret meget om udsigten, bad jeg Julie stille sig ved kanten, så vi lige kunne få et billede sammen. Jeg satter kameraet op på en bænk, således at det pegede i den rigtige retning, inden jeg sådan småløb tilbage til Julie og lagde mig på det ene knæ. Jeg nåede ikke rigtig at sige noget før Julie sagde "Det gør du simpelthen ikke, det der" og foretog en forfjamsket lynhurtig rotation om hendes egen vertikale akse. Da Julie igen vendte den rigtige vej kunne jeg genoptage min forehavende, og spurgte min kæreste gennem snart to år "Vil du gifte dig med mig?". Julie fik fremstammet et nervøst "ja. Ja, selvfølgelig", og som sådan kunne jeg rejse mig op som den stolte forlovede til frk. Julie Holm-Nielsen.
Her er lige et par billeder:
Jeg føler efterhånden at det er på tide med et indspark fra den mandlige pen. Det får I her. Jeg har selvfølgelig allerede løftet sløret for en del af indholdet i dette her indlæg, men jeg skal gøre mit aller bedste for at bevare spændingen lidt endnu.
Det hele startede med at det var mandag. Det er det som bekendt hver uge, og når det er mandag står jeg op og går på arbejde. Det gør jeg også de følgende fire dage, ind til det bliver lørdag, hvor jeg bliver hjemme, lige som jeg gør om søndagen. Selvom vi ind imellem ret tit går ud i weekenden.
Det er sådan cirka så langt som man kan strække beskrivelsen af rutinerne i vores respektive hverdage. Som Julie også har fortalt i sine indlæg tager hun nærmest et nyt sted hen hver dag, for frivillligt at hjælpe med at lave mad til eller udlevere mad, til nogen, som ikke er lige så priviligerede som vi selv er. Her er et billede af Forfatterinden og medskyldige efter et vellykket arrangement med Foodbank New York.
Ud over ugens faste forløb er der virkelig heller ikke ret mange faste holdepunkter i min hverdag hos Anomaly. Det passer mig aldeles storartet! Jeg får prøver afsindigt mange ting af, og jeg har med helt forskellige forbrugergrupper og produktkategorier; nærmest en ny hver uge.
Faktisk virker det som en arbejdsopgave i sig selv at huske hvad alle kodenavnene, så som Mystique og Green Hornet, overhovedet dækker over (jeg ved den ene, har ingen anelse om den anden). Der bliver puttet så meget viden ind i mit hovede, og det er mega spændende alt sammen. Det er endda ikke direkte praktisk anvendeligt alt sammen: en af opgaverne lige nu er en essay af en slags, hvor der er meningen, at vi skal filosofere over, hvad internettet gør ved distributionsmodeller og måder at gøre forretning på nu til dags. Det er ikke engang til en bestemt kunde; det kunne bare være godt lige at have i baghånden.
Udover dagenes vante gang er et andet fast holdepunkt kontorets torsdagsbar, Thirsty Thirsdays. Jeg får sjældent drukket ret meget, for jeg koncentrerer mig virkelig meget om at høre efter. For eksempel som i dag, hvor kontorets 'Head of Digital Production', svenskeren Frederik Heghammer, lige gav et kort indblik i et projekt han har været boss på for to af vores kunder på én gang: Google gad godt lige vise hvad deres nye virtual reality opfindelse kan, så til formålet har Fred sammen med afdelingen lavet en virtuel oplevelse hvor man helt bogstaveligt kan se, hvor det er at være i en rockstjernes Converse Sko. Tilfældigvis er Converse også kunde i vores reklamebiks.
I morgen fredag, som nu er blevet til i går, fredag, fik jeg og Adam fra min afdeling lov til at prøve den nye virtual reality fra Google. Eftersom computerskærme ikke egner sig ret godt til at gengive den slags oplevelser, som jeg havde inde i Googles papkasse, får I her et billede:
Torsdagsbaren, som jeg mødte Fred i, har et nyt tema hver uge. I denne uge fejrede vi det kinesiske nytår og indgangen til Gedens År. Sidste uge var temaet 'Valentines Day', og det bringer mig til næste punkt på den narrative dagsorden. For i lørdags var det Valentines Day.
På Valentine's Day havde jeg planlagt begivenhedernes gang. Vi holdt en sløv lørdag morgen, hvor vi spiste morgenmad og krydrede røv ind til klokken 12, hvor vi begav os ind mod Manhattan. Derinde var første stop metrostationen ved Rockefeller Center. Det vidste Julie imidlertid ikke noget om, og derfor gik en god del af fredag eftermiddag og lørdag eftermiddag med, at Julie spurgte mig: "Vil du ikke godt snart sige, hvad det er vi skal i morgen?", hvortil jeg hver gang kunne sige, med en vis sikkerhed i stemmen, "nej, men det er noget du bliver glad for".
Da vi kom op fra subway'en gik vi nærmest direkte ind i en lille kagebiks. Eftersom vi havde lidt tid til overs, og det alligevel næsten var en time siden, at jeg havde fået morgen, synes jeg det var mere end passende at konsumere end uforsvarlig mængde kage netop da. Julie var også kaffetørstig, og således blev første stop på turen (Rockefeller Center) til andet stop. Her er et par billeder af kage og kaffe, kurateret af den yndige medforfatter:
Forretningens pæne skilt
Forretningens pæne kasse og apparat
Mikkels pæne og helt ulovlige caramel-pecan cheese cake samt helt lovlige kaffe
Yderligere udvalg for dem, der bare ikke kan få nok.
Sådan et kagestop tjener i øvrigt, ved nærmere eftertanke, også i et andet formål. Denne her by har været idiotisk kold, siden vi ankom herovre, så man kommer sådan helt ubevidst til at lave en masse små stop på sine gåture rundt i byen, og man kommer til at finde på alle mulige mere eller mindre plausible undskyldninger for at lave de stop. Kage og kaffe hører helt klar til i den banale ende af skalaen, men på de virkelig kolde dage kan det godt blive temmelig odiøst. Sådan...
"Skal vi ikke lige gå herind?"
"Mikkel, det er en slagter"
"Jamen, jeg tænkte vi lige kunne se efter grisetæer?"
"Vi spiser da aldrig grisetæer?
"Nå nej, men alligevel..."
Således fyldt op af kage, kaffe og gode undskyldninger for at få varmen gik vi de sidste 32 meter over til indgangen til the Rockefeller Center, eller "The Rock" som den også kaldes. The Rock har i mange år været en slags centrum for underholdningsindustrien i New York, og er midtpunktet i den bydel, der kaldes Radio City. TV Stationen NBC (National Broadcasting Corporation) har nogle af sine mange studier i The Rock. Det er blandt andet her TV shows som The Tonight Show med Jimmy Fallon og Saturday Night Live bliver optaget.
Vores formål med dagens besøg var imidlertid ikke flere observationer af TV optagelser, så vi satte kursen mod indgangen til "Top of the Rock Experience Center". Efter en halv dagsvandring gennem en lobby på størrelse med en mellemstor fodboldbane gjort i marmor og med lige så mange elevatorer, som der findes i hele Indre By i København, kunne vi begynde turen op ad trapperne, der ledte til elevatoren, der på omtrent 1,5 minut propellerede os 55 etager tættere på skyerne. Det er så hurtigt og så højt, at man er nødt til at trykudligne i ørerne..!
Det var deroppe, på udsigtsplatformen på femoghalvtredssindstyvende etage, at det virkelig gjaldt for undertegnede ungersvend. Efter en rundtur på alle fire forskellige udsigtssteder på 55. etage, hvor jeg ærlig talt ikke kunne koncentrere mig ret meget om udsigten, bad jeg Julie stille sig ved kanten, så vi lige kunne få et billede sammen. Jeg satter kameraet op på en bænk, således at det pegede i den rigtige retning, inden jeg sådan småløb tilbage til Julie og lagde mig på det ene knæ. Jeg nåede ikke rigtig at sige noget før Julie sagde "Det gør du simpelthen ikke, det der" og foretog en forfjamsket lynhurtig rotation om hendes egen vertikale akse. Da Julie igen vendte den rigtige vej kunne jeg genoptage min forehavende, og spurgte min kæreste gennem snart to år "Vil du gifte dig med mig?". Julie fik fremstammet et nervøst "ja. Ja, selvfølgelig", og som sådan kunne jeg rejse mig op som den stolte forlovede til frk. Julie Holm-Nielsen.
Her er lige et par billeder:
En hurtig medbesøgende på Top of the Rock fangede øjeblikket, og var sød nok til at sende fotografiet, da hun kom hjem.
Fra mandens eget fotografiapparat.
Til den slags situationer hører også et smykke af en bestemt type. Her er et billede af Julies.
Således forlovede og forfjamskede satte vi os inden for, fik en god lang sludder (blandt andet om en ikke-ubetydelig Endomondo-bonus) og gik derefter en tur rundt i det shoppingcenter, der også ligger i bunden af Rockefeller Center.
Om aftenen spiste vi på Le Baricou i Williamsburg. Efter en østers som appetizer spiste Julie en hummertærte til forret og en laks til hovedret. Jeg selv fik andehjerter og kammekølle, inden vi nåede til måltidets absolutte højde- og lavpunkt. En baconlagkage. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det sjove i det, men det her show var simpelthen for meget:
Pynten er et glaseret stykke bacon, og den hvide ostecreme var infuseret med ostecreme. Det var FOR mærkeligt, og det er med al mulig forlegenhed i stemmen indrømmer jeg, at jeg levnede den sidste mundfuld. Julie spiste ikke rigtig noget dessert...
Søndag holdt vi fordøjelsesdag, og mandag, hvor jeg havde fri på grund af President's Day, tog vi i Woodbury Factory Outlet, 1,5 times buskørsel nord for Manhatten. Det var 6 afsindigt fornøjelige timer med blødende dankort og lange arme.
Så gik endnu en kort uge med arbejde, betalt og frivilligt inden det blev fredag. I går mødtes vi med en af mine studiekammerater, Miklas, og tog ud og spise på Sweet Chicks i Lower East Side. Der serverede de friturestegt kylling og vafler med sirup. TIL AFTENSMAD!!! Hurra for Amerika! Bagefter tog vi alle tre sammen med Mathilde, en anden dansker som bo herovre der arbejder for FN på bar for at spille pool.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar